Det virtuelle datamuseum / Regnecentralen / Niels Ivar Bech - en epoke i edb-udviklingen i Danmark

Forrige Indholdsfortegnelse Næste

Hvordan Gier blev født

Af Einar Andersen

Gier skabtes ved et forbilledligt samarbejde mellem Geodætisk Institut og Regnecentralen.

Den historiske baggrund for Regnecentralen var Regnemaskineudvalget, der 1947 blev nedsat af ATV's Akademiråd. Den 1/4 1955 bestod udvalget af 13 medlemmer med professor Richard Petersen som formand.

Regnecentralen (Dansk Institut for Matematikmaskiner) blev stiftet den 12/10 1955 i tilknytning til ATV med en bestyrelse på 10 medlemmer, nemlig 2 fra ATV, 2 fra Danmarks tekniske Højskole, 2 fra forsvarsministeriet, 2 fra Industrirådet og 2 fra Københavns Universitet og med Richard Petersen, der repræsenterede ATV, som formand.

Jeg var på det tidspunkt statsgeodæt ved Geodætisk Institut. Jeg indtrådte meget uformelt i bestyrelsen, idet min direktør, professor N. E. Nørlund blot meddelte mig, at jeg var blevet medlem af bestyrelsen for Regnecentralen, men jeg har aldrig fra universitetet modtaget nogen skriftlig bekræftelse, ligesom det ikke har været omtalt i Meddelelser fra Københavns Universitet.

Man havde i første omgang besluttet sig til at bygge på de svenske erfaringer, der var resulteret i regnemaskiner Besk (binær elektronisk sekvens kalkulator), hvorfor der 1952 var blevet nedsat et Arbejdsudvalg vedrørende Besk, der bestod af 2 medlemmer fra Forsvarets forskningsråd og 2 medlemmer fra Regnemaskineudvalget. Richard Petersen blev formand for udvalget, der opnåede tilladelse til at låne de svenske tegninger og med visse småændringer at kopiere den svenske maskine. Under disse forhandlinger var Richard Peternsen den stedse begejstrede og energiske formand.

Maskinen blev bygget, og den blev demonstreret på International El- og Atomudstilling i Forum den 18-27/10 1957. Den fik navnet Dask (Dansk aritmetisk sekvens kalkulator) og var yderst omfangsrig, men anvendelig. Ved den endelige indvielse den 13/2 1958 i lokalerne på Bjerregårdsvej i Valby vekslede jeg et par ord med forsvarschefen, admiral E. J. C. Quistgaard, og jeg husker, at jeg sagde, at vi var glade for maskinen, men at den allerede på indvielsesdagen var forældet. Men - som sagt - den var anvendelig, og den blev benyttet i ca. 10 år. Det er jo ligesom med biler, at man godt kan blive transporteret tilfredsstillende rundt fra sted til sted i en gammel, ja endog en meget gammel bil, men før eller senere føler man nødvendigheden af en ny vogn.

Sideløbende med de her omtalte aktiviteter under ATV's auspicier arbejdedes der i Geodætisk Institut med to forskellige opgaver, der begge krævede omfattende beregninger. Det drejede sig dels om en udjævningsopgave efter den af J. C. F. Gauss indførte mindste kvadraters metode, dels om komplicerede koordinattransformationer.

En foreløbig, men utilfredsstillende, delt udjævning af det danske geodætiske trianguleringsnet var blevet udført i trediverne og dannede grundlaget for det senere omtalte system GI 34. Jeg fik derfor overdraget den opgave at udføre en korrekt og samlet udjævning af hele observationsmaterialet, der viste sig at medføre løsningen af 104 lineære ligninger med lige så mange ubekendte. Allerede Gauss var klar over de problemer, som anvendelsen af hans såkaldte algoritme medførte specielt ved større ligningssystemer, og i tyske lærebøger advaredes man direkte mod at forsøge store samlede udjævninger. C.C.G. Andræ havde også delt sit udjævningsproblem, således at hans største system kun omfattede 35 ligninger. Beregningerne var hidtil blevet udført under anvendelse af logaritmer, mens man nu rådede over elektriske bord-regnemaskiner. Institutet disponerede på det tidspunkt dog kun over en halvautomatisk MADAS-regnemaskine, på hvilken jeg måtte basere min løsning af opgaven. For at være nogenlunde sikker på at kunne gennemføre opgaven, måtte jeg naturligvis tilrettelægge opgaven for maskinregning, hvilket førte til min såkaldte moderniserede Gauss'ske metode. Jeg foretog først grundige sammenlignende beregninger med forskellige beregningsmetoder på mindre ligningssystemer og efter dette forarbejde løstes de 104 ligninger uden uheld. Det foregik i Institutets lokaler på hjørnet af Nørre Farimagsgade og Gyldenløvesgade, og stedet betegnedes spøgefuldt for ligningsdirektoratet.

Udviklingen af de elektroniske regnemaskiner under den anden verdenskrig sammen med erkendelsen af et uomtvisteligt behov for sammenhængende kort over hele Europa hvilende på et sammenhængende system af koordinerede punkter i de forskellige lande resulterede i beregningen af et foreløbigt European Datum System, ED, der omfattede landenes trigonometriske stationer af 1. orden. De implicerede lande, herunder Danmark, måtte nu hurtigt på basis af disse koordinater i længde- og breddegrader beregne konforme, plane koordinater i et nyt Universal Transversal Mercator System, UTM, til brug for korttegningen. De nødvendige formler i form af rækkeudviklinger blev udarbejdet under min ledelse, men arbejdet kompliceredes ved, at der i Danmark efter ønske fra Matrikeldirektoratet desværre også anvendes et andet konformt, plant system GI 34 med en mindre målestoksforvanskning. De for beregningerne nødvendige tabeller blev også udarbejdet under min ledelse, men til selve beregningerne rådede Geodætisk Institut på det tidspunkt kun over almindelige elektriske bord-regnemaskiner, og da antallet af koordinerede danske trigonometriske stationer var ca. 80.000 blev det hurtigt klart, at man måtte anskaffe automatiske maskiner.

Medens jeg forhandlede med mine medarbejdere om, hvad vi skulle gøre, fik vi uventet besøg af en repræsentant for IBM, og resultatet blev, at Institutet lejede en IBM Calculator 602A samt hullemaskiner, sorteringsmaskine, printer m.v. I første omgang var anlægget tilfredsstillende, idet maskinen kunne klare koordinattransformationerne og løsning af mindre ligningssystemer. I længden var maskinen dog utilstrækkelig, og den var alt for dyr i forhold til det, den kunne præstere. Fremdeles var den for langsom og lavede for megen støj. Endelig fyldte de mange hulkort alt for meget.

I mellemtiden var jeg som medlem af Regnecentralens bestyrelse blevet fortrolig med elektroniske maskiners muligheder, og vi drøftede derfor muligheden for, at Institutet selv fik en elektronisk maskine. Navnlig to af mine medarbejdere var meget interesseret i løsningen af vort problem, det var Torben Krarup og Bjarner Svejgaard; sidstnævnte kom senere til Københavns Universitet og derefter til Århus. De udarbejdede sammen planerne for en elektronisk maskine baseret på en ny logisk opbygning.

Svejgård, Isaksson og Scharøe


Tre af mændene bag Gier i »tårnværelset«, Bjerregårdsvej 5, bringer de sidste detaljer i orden før afleveringen af prototypen til Geodætisk Institut i december 1960. Fra venstre: Bjarner Svejgård, Henning Isaksson og Bent Scharøe Petersen.

Ikke længe efter Regnecentralens start blev Niels Ivar Bech knyttet til virksomheden. Han var en selvlært dygtighed med et forunderligt fremsynet blik for de muligheder, som regnemaskinetiden indebar. Han begyndte som konsulent og underviste på Regnecentralens første kodningskurser, der afholdtes på Polyteknisk Læreanstalt. Han var nemlig fra første begyndelse klar over, at der ville blive mangel på kvalificeret personale, hvad der øjensynlig stadig er.

Som nævnt blev Dask indviet den 13/2 1958, men var fra starten delvis forældet. I bestyrelsesmøderne kom Bech derfor ind på mulighederne for at bygge en transistoriseret regnemaskine, så man kunne slippe for den omfangsrige og ikke særlig hurtige Dask med de næsten talløse dioder. Han ville straks bygge en stor maskine, men bestyrelsen var tøvende, navnlig var formanden ængstelig for den store økonomiske risiko. Så var det, at jeg pludselig under et bestyrelsesmøde kom med et forslag. Det gik ud på, at vi skulle starte med en noget mindre transistoriseret maskine, så vi kunne få erfaringer, inden vi besluttede os til at bygge en stor maskine. Jeg nævnte, at Geodætisk Institut var interesseret i en sådan maskine, at vi havde drøftet, hvordan den logiske opbygning skulle være, og at Institutet ville financiere foretagendet, dog sådan at vi kun ville betale de direkte udgifter til tromle, transistorer og øvrige dele, men ikke ingeniørtimer og fortjeneste. Regnecentralen skulle stå for den tekniske udformning efter de af Institutet skitserede planer, den ville så kunne gøre nyttige erfaringer, og Institutet ville - hvis det lykkedes - få en relativ billig maskine. Det var tanken, at der kun skulle bygges en af denne størrelse, men den blev senere prototypen for et større antal. Det kunne man dog ikke vide på det tidspunkt, men bestyrelsen betænkte sig ikke længe, risikoen var jo lille for Regnecentralen, og få minutter efter mit forslag var det vedtaget nærmere at planlægge bygningen. I årsberetningen står der, at Regnecentralen i samarbejde med Geodætisk Institut har påbegyndt planlægning af en mindre matematikmaskine til løsning af specielle geodætiske opgaver. Jeg løb selvfølgelig selv en stor risiko, men jeg stolede på mine medarbejderes dygtighed, og jeg fik ret. Det sagde forsvarsminister Poul Hansen også men det var senere.

Reception: Gier nr. 1


Reception i Borups Allé i anledning af afleveringen af Gier nr. 1 til firmaet Haldor Topsøe i november 1961. Anlægget var det første i en serie på otte. I baggrunden ses nogle af de halvfærdige kabinetter. Fra venstre: Professor Jens Oskar Nielsen, professor Hans Tornehave, direktør, professor, dr. Einar Andersen og stående direktør Niels Ivar Bech. Mellem kabinetterne stikker J.O. Sørensen fra Risø - der fik Gier nr. 2 - hovedet frem, og yderst til højre sidder Knud Bruun parat ved kontrolbordet.

Direktør Bech gjorde mig opmærksom på, at Tilsynsrådet for Statens Hulkort- og Administrationsvæsen skulle underrettes. Jeg skrev med kopi til forsvarsministeriet, og ministeriet ønskede straks at tale med mig. Staten havde jo oprettet Datacentralen uden at støtte det danske initiativ, som Regnecentralen repræsenterede, og Regnecentralen trængte i høj grad til støtte. Man havde helt ladet sig blænde af udenlandske tilbud, og i Datacentralens bestyrelse sad blandt andre forsvarministeriets departementschef, der sikkert i hvert fald efter det indtryk jeg fik - betragtede mit initiativ som en mulig og uønsket konkurrence til Datacentralen. Under vor samtale fik jeg det indtryk, at man nærmest troede, at når Danmark havde Datacentralen, så var landet regnemaskinemæssigt dækket. Det var utvivlsomt meningen med vor samtale, at jeg ikke måtte bruge Institutets midler til det formål, men jeg afbrød samtalen og sagde: De kan sige, hvad De vil, men jeg bygger nu maskinen. Man ville så overveje det, men få dage derefter fik jeg telefonisk meddelelse om, at der var gives grønt lys.

Jeg kunne naturligvis ikke uden ekstra bevilling bygge maskinen på et enkelt år, men måtte bruge tre år; det blev dog i praksis ordnet således, at det i hovedsagen kun varede 1 år og 2 dage, nemlig den sidste dag i det første år, hele det næste år og den første dag i det tredje år.

I Regnecentralens årsberetning for 1959 står der: Maskinens opbygning fastlagt og arbejdet påbegyndt. Samtidig blev jeg medlem af Regnecentralens tekniske forretningsudvalg.

1960 blev Gier præsenteret på NordSAM 60, hvilket var betegnelsen for Nordisk Symposium over anvendelse af matematikmaskiner. Gier blev en succes, den var nok tidens mest fremragende regnemaskine i den størrelse. Den skulle have været et enebarn - en lærerig prøve for Regnecentralen - men den blev prototypen for en lang række maskiner, der blev solgt i ind- og udland.

Bech og Naur foran Gier


Bech og Naur foran Gier, som på det tidspunkt havde tilnavnet Disadec. Pr. 1. april 1962 havde Regnecentralen indgået en produktionsaftale med DisaElectronics A/S, der efter færdiggørelsen af den igangværende anden serie (omfattende 7 anlæg) skulle overtage og videreføre produktionen samt oprette en salgs- og serviceorganisation. Samarbejdet indfriede imidlertid ikke forventningerne, hvorfor Regnecentralen i foråret 1963 etablerede produktionsafdelingen i Præstø og ansatte Oscar Lund til at opbygge en salgsorganisation.

1961 var Gier helt færdig, og der var en lille indvielseshøjtidelighed, hvor blandt andre forsvarsminister Poul Hansen og departementschefen var til stede. Her fortalte departementschefen ministeren om vor samtale, hvor jeg havde sagt, at jeg fastholdt at bygge maskinen. Hertil sagde ministeren blot: Andersen havde jo ret. Det var beklageligt for os, at han forlod forsvarsministerposten for at blive finansminister, men endnu mere beklageligt, at han så hurtigt døde.

1961 udkom en Lærebog i kodning for Gier, der allerede året efter var udkommet i 3. udgave (Chr. Andersen, 1962). Samme år udkom Lærebog i kodning for Gier Bind II (Chr. Andersen, 1963). Dette år blev der også udarbejdet en Gier Algol-oversætter, der var mange gange hurtigere og bedre end Algol-oversætteren til Dask.

1960 var der formandsskifte i Regnecentralens bestyrelse, idet telefondirektøren, professor J. Oskar Nielsen, der havde været medlem af Regnemaskineudvalget og siddet i bestyrelsen hele tiden, afløste Richard Petersen, der forblev i bestyrelsen. Den afgåede formands energiske og begejstrede tale om Regnecentralen havde utvivlsomt sin betydning i starten, men i årenes løb blev hans indsats mere og mere passiv, når han ikke netop benyttede lejligheden til at rose de vidunderlige unge medarbejdere, som vi havde. Naturligvis var de udmærkede, for direktør Bech havde evne til at vælge de rette folk, og selv var han der både dag og nat, hans flid var uden begrænsning. Men han havde en vanskelig opgave, den økonomiske situation var langt fra god, selv om der blev solgt mange eksemplarer af Gier og udført meget servicearbejde for kunder. Jeg havde naturligvis ganske præcise aftaler med Regnecentralen om betalingen for Gier, men jeg kan vel nu godt røbe, at der var torsdage, hvor direktør Bech telefonerede og sagde, at han ikke havde penge til at betale lønninger med den næste dag. Så måtte jeg træde til, for Gier ville jo ikke blive færdig, hvis virksomheden måtte standse. Jeg løb en stor risiko, men det gik godt, jeg havde tillid til direktør Bech. Blot alle andre også havde haft det, så kunne og burde hans sidste triste tid have været undgået.

Gier var en god maskine, og på Geodætisk Institut blev den daglig benyttet og langt ud over normal arbejdstid. Først for nylig i forbindelse med Institutets videnskabelige afdelings flytning fra Nørre Farimagsgade til Gamlehavealle fik Institutet en ekstra bevilling til anskaffelse af en RC4000. Det blev vel min sidste indsats af betydning for Geodætisk Institut inden min afgang i 1975. Når vi i årenes løb kun havde meget få tekniske vanskeligheder med Gier, skyldtes det sikkert, at jeg fra første færd ansatte en edb-tekniker, J. W. Kjærulff, til at have daglig kontrol med maskinen. Pudsigt nok hentede jeg ham fra et af de store udenlandske firmaer, så de kår, herunder det arbejdsklima, som jeg kunne byde ham, må jo have været bedre.

Gier blev solgt i et ret stort antal til både ind- og udland, men jeg skal kun dvæle et øjeblik ved Københavns Universitets ønske om en Gier, der bevirkede nedsættelse af et udvalg, som jeg var medlem af, og hvor administrationens repræsentant forgæves gik imod anskaffelsen af Gier, idet han meget kraftigt anbefalede en udenlandsk maskine, så dette firmas egen repræsentant næppe kunne have gjort det bedre.

De danske myndigheders holdning over for Regnecentralen har på en gang været uforståelig og beklagelig, og de økonomiske vanskeligheder blev da også efterhånden så store, at kun en glædelig interesse fra industriens og bankverdenens side kunne redde institutionen, der derfor 1964 blev omdannet til et aktieselskab. Hele den gamle bestyrelse gik af, men de af os, der endnu lever, og som har oplevet hele Regnecentralens historie i tilknytning til ATV, bevarer mindet om mange lærerige år, om mange interessante problemer, om mange gode kolleger i bestyrelsen og om en ganske enestående personlighed som direktør, nemlig Niels Ivar Bech.